Du kan nu møde to af Sveriges mest elskede skuespillere på det store lærred. I den dramatiske komedie Andra Akten er det Lena Olin og Rolf Lassgård, der nu vil få os til at både grine og græde.

Måske har jeg altid jagtet livet lidt for meget. At der måtte ske noget. Jeg begyndte at tænke over vigtigheden af at vente på livet, på at det skulle ske, og ikke bare jagte det hele tiden.

Via Zoom mødes INRIKES med Lena Olin og Rolf Lassgård, de sidder ved siden af hinanden på et hotel i Stockholm. Atmosfæren er munter. De er begge tæt på at grine og kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Anden akt er første gang, de har arbejdet sammen, men de siger begge, at de meget gerne vil gøre det igen, hvis muligheden byder sig.
Tillykke, Anden Akt er en fantastisk film. Man griner og man græder.
Rolf: Dejligt, sjovt!
Lena: Ja, det var vidunderligt at se filmen ved gallapremieren i Sverige i en salon sammen med et publikum. Snak om utroligt vidunderligt.
Der er en stor genkendelseseffekt, når man ser filmen, når man ikke længere er 25, men stadig tænker, at man burde udskyde tingene til fremtiden, 'åh, det gør jeg en anden gang, det må blive senere'. Havde du nogen tanker om vigtigheden af at få mest muligt ud af dagen, da du optog filmen?

Lena: Jeg er nok ret god til at få mest muligt ud af dagen, men det afhænger lidt af, hvordan man har det. På dage, hvor jeg har det godt, har jeg det rigtig godt, og jeg synes, det er rigtig sjovt. Men så har man det dårligt nogle dage, og så fungerer ingenting. Men jeg tror, at mange mennesker, inklusive mig selv, kan relatere til det her og tænke 'det gør jeg senere'. Det er ofte drømmene, som i min karakter Evas tilfælde, at der pludselig ikke er noget 'senere', pludselig sidder hun der og bliver tom. Den person, jeg var, da jeg var 12, er jeg stadig, og det skal man lære at finde tilbage, hvis man ikke har været i kontakt med den del af sig selv et helt liv. Jeg synes, Eva har været meget god og har gjort alt for andre. Men pludselig sidder hun der, er holdt op med at arbejde og er blevet forladt. Hendes søn siger i filmen 'men gør noget, der gør dig glad, for din egen skyld', og hun undrer sig 'hvad ville det være?, jeg ved det ikke'. Der er nok mange, der genkender sig selv i det.

Rolf: Det synes jeg også. Da vi lavede anden akt, havde mit liv ændret sig, og jeg fik lidt smør på sandwichen, da jeg reflekterede over filmens historie. Måske har jeg altid jagtet livet lidt for meget. At der skal ske noget. Jeg begyndte at tænke på vigtigheden af at vente på livet, på at det sker, og ikke bare jagte det hele tiden.

Det er virkelig godt at lade sig selv tage den med ro engang imellem.

Lena: Ja, men det her job er ret vanedannende. Man er kommet så langt, at man ikke rigtig ved, 'hvad jeg ville lave, hvis jeg bare tænkte på mig selv'. Det er dejligt, at der altid er et manuskript, en bog eller et digt at læse. Jeg forbereder mig altid meget omhyggeligt til en ny rolle, så når der er et hul, og jeg pludselig ikke har noget at lave i flere uger, bliver jeg angst. Jeg har altid brug for at have noget at lave, noget nyt at lære, sandsynligvis for at dulme angsten.

Hvad laver du, når du har fritid til at slappe af?

Rolf: Jeg kan godt lide monotone opgaver. Jeg kan godt lide at lave noget fysisk, som at hugge brænde og bygge en bunke brænde til tørring. Det behøver ikke at være noget kompliceret. Man laver de samme bevægelser igen og igen, men det er håndgribeligt, og man laver noget, mens ens tanker kan være et helt andet sted. Når jeg er færdig med arbejdet, er jeg meget glad for mig selv og føler, at min kreativitet blomstrer, og jeg kan sætte mig ned og læse et manuskript.

Dejligt, og så får du lov til at hugge brænde, mens du kobler fra dine tanker.
Rolf: Nøjagtig.

Rolf Lassgård 

Alder: 67. 
Familie Tre børn og tre børnebørn. 
Bor Østlige Skåne. 
Karriere i korte træk: Rolf Lassgård, en af vores mest elskede skuespillere, er to gange Guldbagge-vinder og har været set i utallige roller. Fra præsten Lasse, der tør tage skridtet og stå ud som Marianne i Min far Marianne, til den ruhudede politimand i Jægerne og den gnavne ordonnans i Hannes Holms to gange Oscar-nominerede En mand der hedder Ove, for hvilken Rolf blev tildelt en Guldbagge. I begyndelsen af året kunne han opleves i SVT-serien Händelser vid vatten.
Aktuelt: I biografen i filmen Anden akt.

Filmens anden akt 

Den svenske dramakomedie Andra Akten gik direkte ind på førstepladsen på de svenske filmhitlister. Filmen er en historie om venskab, livsglæde og håb. Hovedrollerne spilles af Lena Olin og Rolf Lassgård. Instruktøren er Mårten Klingberg, der også instruerede Min pappa Marianne med Rolf i en af hovedrollerne. I filmen møder vi den nyligt pensionerede Eva (Lena Olin), der føler sig lidt fortabt i livet. Hendes søn er flyttet hjemmefra, og hendes eksmand er gift igen og flyttet ind på den anden side af gaden. For at have noget at lave tager Eva et ekstrajob for at hjælpe den excentriske stjerneskuespiller Harald Skoog (Rolf Lassgård) med genoptræningen efter et slagtilfælde. Det, der starter som en katastrofe, vokser til et varmt venskab, en spirende livsglæde og et håb om, at livet ikke er slut. Faktisk er det måske slet ikke begyndt.

I filmen ser vi et smukt Stockholm om sommeren. Har du nogle yndlingssteder i Stockholm?

Lena: For mig er det Djurgården. Jeg voksede op i Stockholm og gik meget på Djurgården. Jeg elsker det.

Rolf: Jeg har aldrig boet i Stockholm, så mine yndlingssteder er nok andre steder. Hjemme i Jämtland og også nede i Skåne, hvor jeg bor nu, i det østlige Skåne.

Har du nogle råd til dit 25-årige jeg med hensyn til karriere?

Lena: Det tror jeg ikke. Jeg var meget usikker på visse ting dengang, og det er jeg stadig. Men jeg tror ikke, der er så meget, at jeg tænker 'det burde jeg have vidst' eller 'det burde jeg have sagt til mig selv'. Jeg tror, jeg gjorde mit bedste (griner) og prøvede at have det godt og kæmpe mig fremad. Rolf: Jeg vil gerne sige tak til den 25-årige (griner) for ikke at have givet op.

Hvad laver du i foråret?

Rolf: Jeg skal optage en dansk film, der hedder Rom.

Lena: Jeg tager tilbage til New York, og så skal jeg rejse til forskellige festivaler i USA, hvor vores film Hilma skal vises, inden den har amerikansk premiere. Så er jeg med i to andre film, hvor der er noget postproduktion og presseaktiviteter. Og hvis alt går vel, starter jeg på en ny film i august. Men der er meget PR-arbejde, det tager meget tid, når en film skal lanceres.

Hvordan ser du på sociale medier? Er du aktiv?

Lena: Jeg synes, Instagram er sjovt, både personligt og professionelt. Man kan vise billeder fra en premiere, og i betragtning af at vi er i forskellige dele af verden, er det virkelig sjovt at se, hvad andre laver, 'nå, nu er de taget til landet' og den slags ting. Man kan også holde kontakten med folk, som man måske ikke har et e-mail-forhold til. Jeg kan godt lide det. Heldigvis er jeg ikke blevet ramt af noget had. Og jeg er heller ikke teenager, og jeg føler mig ikke afhængig af, at alle tror, jeg har det rigtige look hele tiden. Men sociale medier skal selvfølgelig ikke tage for meget over.

Rolf: Det er stort set det samme her. Jeg har kun Instagram, men det har ændret sig lidt der. Så snart man kigger på noget, bliver man bombarderet med reklamer og andet materiale. Så jeg prøver at være lidt restriktiv med, hvad jeg kigger på.

Lena: Ja, jeg ved det. Jeg så tilfældigvis et klip med en sjov baby og blev så bombarderet med atten tusinde videoer om babyer.

Jeg er endda blevet smidt ud af et filmset, fordi jeg ikke kunne holde op med at grine; 'kom herfra og hold op med at grine.'.

Hvad får dig til at grine højt?

Lena: Jeg griner af dumme ting, jeg synes, det er virkelig sjovt, når folk tager sig sammen. Jeg kan ikke grine af sjove historier, jeg bliver bare nervøs, fordi jeg ved, at jeg måske ikke griner. Jeg er ret sjov, og jeg husker fra skolen, at jeg kunne begynde at grine af ingenting og ikke kunne holde op.

Du så Lasse, hvad får dig til at grine. Åh nej Rolf, jeg kom til at sige Lasse. Undskyld!! Min hjerne forveksler Lenas mand Lasse med Lassgård. Undskyld!

Lena: Det har jeg også gjort! Forleden dag sagde jeg til min datter: "Snart skal jeg tale med Lasse Hallström. Nej, hvad kan jeg sige, han er min mand. Jeg skal tale med Rolf Lassgård, altså!" (griner)

Rolf: (griner) Lasse er et navn, der altid er der! Jeg havde en rolle, hvor min karakter hed Lars-Martin, og i en scene siger jeg 'hvis du kalder mig Lasse, slår jeg dig ihjel'.

Heldigvis er jeg langt væk på Zoom så!

Rolf: (griner) Med hensyn til humor, kan jeg også grine af ting, der er lidt forbudte at grine af. Jeg er endda blevet sendt af et filmset, fordi jeg ikke kunne holde op med at grine; 'kom herfra og grin færdig.'‘

Lena: Det er også sket for mig, at jeg har været på arbejde og grinet af noget, og ikke kunne stoppe. Man føler sig uprofessionel, og man bliver så nervøs, at man sveder, men man kan stadig ikke holde op med at grine.

Har du nogle ukendte talenter, som folk ikke kender til?

Rolf: Jeg er meget god til luftguitar.

Nogen bestemt sang?

Rolf: Hele Jimi Hendrix' repertoire.

Snurrer du guitaren rundt om kroppen, når du spiller soloer?

Rolf: Det er lidt svært (griner), men mine tænder er fine. Jeg kan lege med dem (griner).

I er begge meget populære og bliver ofte genkendt. Har I nogle idoler, som I har mistet besindelsen til?

Lena: Min mand Lasse og jeg boede på Grand Hotel én gang sammen med alle Nobelprismodtagerne. Jeg var så imponeret. De var så humoristiske og havde en sådan distance, samtidig med at de var de klogeste mennesker i verden. At tale med disse intelligente mennesker gjorde mig lidt starstruck.

Rolf: Da jeg mødte Bruce Springsteen til en optagelse af tv-programmet Late Night with Luuk, var jeg ret stille i starten. Men det blev bedre, og det var virkelig hyggeligt at snakke med ham.

Hvad ser eller læser du lige nu?

Lena: Jeg læser en bog, der måske bliver filmatiseret, men jeg kan ikke sige, hvad det er. Rolf: Jeg er lige blevet færdig med at se tv-serien White Lotus. Den første sæson.

Lena Olin

Alder: 67. Familie: Mand og tre børn. To hunde. 
Bor I Bedford uden for New York, landhuse i Skåne og i Stockholms skærgård. Lejlighed i Stockholm. 
Karriere i korte træk: Lena Olin har medvirket i en række anerkendte produktioner i løbet af sin roste internationale karriere. Hendes gennembrud kom med Varats utrolige lethed, som blev efterfulgt af Chocolat, The Reader og tv-serien Hunters for blot at nævne nogle få. For sin præstation i Fiender, en historie om kærlighed, blev Lena tildelt New York Film Critics Award for bedste kvindelige birolle og modtog også en Oscar-nominering. Sidste år havde filmen Hilma premiere, hvor hun spiller over for sin datter Tora. 
Aktuelt: I biografen i filmen Anden akt.

Er det nemt at give slip på sine børn, hvilket Lenas karakter i filmen ikke har lyst til?

Lena: Man giver aldrig helt slip, men man skal sørge for, at det sker gradvist. Vores søn har været gift i lang tid og har boet forskellige steder, og i lang tid blev jeg ved med at skrive 'send en sms, når du kommer hjem', kun for at få svaret 'stop, læg det fra dig, det kan vi bare ikke'. Min datter Tora er 27 år og utrolig selvstændig, men jeg giver aldrig slip. Børnene er tydeligvis til stede, selvom de ikke bor hjemme længere. De er en del af vores liv. Man skal stole på sine børn, og det er lettere med nogle børn end andre, sådan er det bare (griner).

Rolf: Man skal være lidt snu. Jeg har opdaget, at torsdage er en god dag i ugen at komme i kontakt med. Hvis man ringer om fredagen, er der en risiko for, at de er ude, og så begynder bekymringen at sive, 'hvordan kommer du hjem og den slags'. Og jeg har bemærket, at man ikke kan spørge 'hvor er du?', 'hvad laver du?', det virker slet ikke. Det er bedre at spørge 'så du hockeykampen lørdag?', for så ved man, at man får et svar.

Lena: Du skal lære, du skal tage det med dig.

Har du nogen virksomheder eller forretningsinteresser ud over skuespillet?

Lena: Nej, ikke noget i den stil. Jeg ville ikke være god til det.

Rolf: Samme her, det har aldrig interesseret mig. Der er en kaffebar der hedder Kaffe ved Lassgård, men det er min datters forretning. Jeg drikker det bare!

Har du nogen pensionsplaner? Er der et vendepunkt, hvor du stopper med at arbejde og begynder at spille golf eller noget lignende i stedet?

Lena: Nej, det er nogle gange en smertefuld tanke, at man i vores branche konstant venter på at blive inviteret. Men jeg tror, det er ligesom med musik; så længe musikken spiller, danser jeg. Det er den, jeg er, og jeg føler mig mest tryg ved mig selv, når jeg arbejder. Det er mere udfordrende for mig ikke at arbejde. Jeg kan godt lide at have noget at lave.

Rolf: Det er en proces. I Sverige bliver man konstant mindet om det. Hvis man tager i ICA og handler, spørger de venligt: "Skal vi få 5% i dag?" De kalder det ikke pensionistrabat, men det er det, de mener. Man bliver spurgt af pensionsforsikringsselskaber, om man vil begynde at tegne dem. Så man bliver konstant mindet om det. Men jeg tror nok, det bliver en glidende overgang på en eller anden måde. Men jeg kan ikke se mig selv sige, at der er et punkt, hvor man bliver pensionist og siger: "nu siger jeg op og går på pension". Så længe det er sjovt, vil jeg gerne fortsætte.