Ernst Billgren er en rastløs multikunstner, der altid har mange bolde i luften. Lige nu laver han blandt andet tæpper i Indien, statuer i Thailand og scenografi på Dramaten. I april er der desuden premiere på den meget omtalte kunstudstilling på Nationalmuseet, hvor den farverige og folkekære kunstner som sædvanlig lægger sig i selen. Blandt andet har han malet sin helt egen version af det klassiske kunstværk Karl XII's ligprocession.

Jeg havde helt frie hænder med, hvad jeg skulle male. Udstillingen har temaet ‘nye minder’, som måske ser lidt gamle og antikke ud, men det er nye minder, jeg har malet.

Ernst Billgren har et pigget og nysgerrigt ansigtsudtryk, da INRIKES møder ham via Zoom. Han befinder sig i sit atelier i det centrale Stockholm, omgivet af farverige malerier. Det er her, han trives allerbedst. Her kan han sidde fra morgen til aften og skabe, glemme tid og sted.

– Der er ingen almindelig hverdag i mit liv, siger han med et smil. Jeg kan stå op, når jeg vil, og gøre, hvad jeg vil. Det er jo fordelen ved at arbejde alene. Om foråret er det dog lidt anderledes, for jeg arbejder på et par projekter, hvor jeg er en del af et team, og så er der lidt tider og den slags, der skal overholdes.
Ernst er i øjeblikket travlt optaget af de sidste forberedelser til en stor udstilling på
Nationalmuseum i Stockholm. Udstillingen hedder Ernst Billgren – nye minder. Her udfordrer han kunstverdenens uskrevne love og uudtalte forventninger med værker, der kombinerer traditionelle kunsthistoriske motiver med populærkulturelle referencer og kitsch. Han refererer legende til klassisk malerkunst. Blandt andet har han lavet egne fortolkninger af værker i museets samlinger, som det velkendte maleri Karl XII's ligfærd. Andre værker minder om landskaber og dyre- og stillebenmalerier fra barokken. – Jeg havde helt frie hænder med, hvad jeg skulle male. Udstillingen har temaet ‘nye minder’, som måske ser lidt gamle og antikke ud, men det er nye minder, jeg har malet. Jeg har blandt andet lavet en forbedret version af det velkendte kunstværk Karl XII's ligfærd, hvor han flyver op fra båren. For alt det der med, at han skulle have været båret på en båre, det er jo bare opfundet, så jeg fortsatte den tradition. National
Museet har ingen gode værker af Brueghel den ældre, så jeg har malet to nye.

Ernst fortæller, at han har været med til at planlægge alt i forbindelse med udstillingen. – Jeg er jo scenograf på film og teater og lignende, og jeg laver ofte udstillinger også som scenograf. Så det, jeg laver på Nationalmuseet, forestiller en udstilling på Nationalmuseet, hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg
Jeg forestillede mig hele udstillingen, hvordan den ville se ud. Jeg forestillede mig et tjekkisk amatørmuseum fra 70'erne med ret støvede, krakelerede malerier. Jeg ville gerne have haft sådanne små gamle damer siddende på skamler, hvor man ikke rigtig vidste, om de var døde eller levende. Jeg har i øvrigt lavet en skammel, der hedder Nationalpallen, som kommer til udstillingen.

Når Ernst arbejder internationalt, får han ofte kommentarer om, at hans kunst ikke har en typisk nordisk stil, men at den snarere ligner noget sydamerikansk.

– Min kunst har en slags folkelig tone, der føles universel, og jeg kan lide intense farver. Min stil er mere ‘meget er mere’ end den traditionelle blege nordiske stil. Men nordiske dyr er min ting. Jeg har altid holdt mig til de nordiske dyr, jeg maler ikke giraffer eller tigre. Allerede under studietiden bemærkede Ernst, at alle kunstnere forsøgte at skabe så original og personlig kunst som muligt, og så tænkte han, at han ville skabe så almindelig kunst som muligt – bare for at være anderledes.

– Så fandt jeg ud af, hvad det mest almindelige var inden for svensk kunst, og det var netop landskaber og dyr. Ernst går ofte sin egen vej, og han kan lide at stille spørgsmål. Han har altid gået sin egen vej, selv når det blev anset for at være særpræget og anderledes.

– Da jeg gik i folkeskolen, havde de andre elever matematik og svensk og den slags, mens jeg sad og tegnede. Lærerne var meget utilfredse med det, men nu er der ingen, der klager længere. Ernsts interesse for studier opstod først, da han hørte om gymnasiet Södra Latin i Stockholm, som dengang havde en kulturel profil. Han kom så i gang med skolearbejdet og forbedrede sine karakterer så meget, at han kom ind på den uddannelse, han ønskede. Nogle år senere, i 80’erne, studerede han på kunstakademiet Valand i Göteborg, og det var også dengang, han slog igennem som kunstner.

– Jeg lærte ikke engang at læse i småskolen, men nu har jeg alligevel udgivet ti bøger og er professor. Det ville nok have forundret en og anden lærer meget. Jeg var ikke kun den dårligste i klassen, men i hele skolen. En dag tog jeg nogle fugle med hjem, som jeg havde tegnet, og viste dem til min lærer, og hun sagde naturligvis ‘dem har du ikke lavet’. Men Ernst har aldrig ladet sig afskrække, men har gået mod strømmen, men nu siger han, at han i 20 år snarere har udgjort strømmen.

— Jeg sidder i alle udtagelseskomitéer og stipendiekomitéer, jeg er medlem af kunstakademiet og den slags. Så det, der var alternativt, bliver normen efter et stykke tid. Næste generations pligt er vel at bryde med mig og det, der er strømmen i dag, kan man sige.

Hvordan ser det ud med AI, som jo ser ud til at overtage kreativiteten?

– Kunstverdenen er sikkert bekymret, men jeg er det ikke. Vi kan ikke stoppe udviklingen. Jeg synes, fremtiden er interessant og spændende. Jeg har aldrig haft en computer, så jeg står på sidelinjen og observerer den virkelighed på afstand. Da AI kom, og folk kopierede kunst, lavede jeg et samarbejde med filmmageren Tomas Alfredson, hvor jeg bad ham om at opfinde alle de billeder, jeg skulle male til en udstilling. Så jeg arbejdede ækvivalent med AI, men analogt, kan man sige. Kan man leve af at være kunstner i fremtiden?

Jeg kigger altid fremad. Jeg ser mig selv som en forsker, der skaber noget og derefter studerer, hvordan udfaldet bliver. Meninger er et sløvt våben at forske med. En forsker, der har meninger, inden de er begyndt, er jo ingen
god forsker

– Mennesker har lavet kunst til alle tider, men det er først inden for de sidste hundrede år, at vi har set den kunstnerrolle, vi har i dag. Jeg underviste i mange år på kunstakademierne i Helsingfors og Oslo, og jeg diskuterede næsten aldrig, hvordan deres ting så ud, for det føltes ikke som om, det betød noget, for kunst kan se ud på enhver måde. Til gengæld spurgte jeg, ‘hvad skal kunstværket bruges til?’, ‘virker værket?’, men de havde ikke stillet sig selv det spørgsmål tidligere. Jeg synes, det er vigtigt, at man spørger sig selv, hvad
hvad man ønsker at opnå med sin kunst, og hvad man ønsker der skal ske. Er det her et godt værk? For mig er det lidt som at spørge, ‘er denne skruetrækker god’, svaret er, at det kommer an på, hvad du skal bruge den til. Skal du slå søm i med den, er den værdiløs, men skal du skrue en skrue i, fungerer den fint.’
For mig afhænger det af, hvem modtageren er, om kunsten er god eller dårlig. Det har været tabu at stille sig selv spørgsmålet om, hvem modtageren er; kunstnere har blot spurgt sig selv, hvad de ønsker at skabe. Men hvis du laver sko eller pølser udelukkende til dig selv, vil du i sidste ende ende med at have rigtig mange sko eller pølser derhjemme. Men hvis du laver sko eller pølser, der interesserer andre, kan du måske få større gennemslagskraft. For mig er det en meget enkel logik, så det er egentlig ikke noget mysterium. Det handler bare om at have et andet syn på
hvad en kunstner er.

Du nævnte tidligere, at du ikke har en computer. Hvordan gør du så, når du skriver bøger?

– Jeg skriver i hånden. Jeg skriver med millimeterstore bogstaver i en notesbog, og så må en eller anden stakkel prøve at tyde det.
Arbejder du med det daglige i din virksomhed, som bogføring og økonomi?

– Jeg aner intet om noget sådant. Jeg har aldrig betalt en regning i hele mit liv. Som i skolen, der ville de have, at jeg skulle lære en masse andet ud over at tegne, men jeg er mere som en svejsebrænder. Jeg gør min ting, og så må verden gøre, som den vil omkring mig. Jeg tror, at Duplantis laver en masse stavspring, han kan jo ikke lave en masse andet om dagene. Min kone
har varit med om allt med det elektriska, hon är en modern människa som har dator.

Du er et velkendt ansigt og ses ofte i medierne og i TV. Er berømmelsen et problem for dig?

– Nej. Det er en vigtig farve på paletten, at folk har et forhold til det, man laver, at der er en sammenhæng. Jeg ser mig selv som en figur, der sendes ud i forskellige sammenhænge og udsættes for forskellige ting, og så må vi se, hvad figuren gør i de forskellige situationer. Jeg udsætter mig hele tiden for nye udfordringer og tænker hele tiden, at ‹det her går i vasken’. Men det er interessant for mig at tage udfordringer op, det driver mig fremad.

Af alt hvad du har skabt gennem årene, er der noget, du er mere stolt af end noget andet?

– Næste. Men hvad det bliver, ved jeg endnu ikke. Jeg kigger altid fremad. Jeg ser mig selv som en forsker, der skaber noget og derefter studerer, hvordan udfaldet bliver. Meninger er et klodset våben at forske med. En forsker, der har meninger, inden de er begyndt, er jo ikke en god forsker.

Med blikket rettet mod fremtiden, hvad vil du gøre som det næste?

– Jeg har en bog, jeg skal skrive. Den kommer måske til at hedde 37 ting, du ikke vidste om kunst. Det er ikke helt fastlagt endnu, for jeg ved ikke, om det bliver præcis 37 eller ej.

ERNST BILLGRENSSMULTRONSTÄLLEN I SVERIGE

Hvis man er kunstinteresseret, anbefaler jeg at besøge Anders Zorns hjem i Mora og Carl Larsson-gården, som også ligger i Dalarna. Det er interessant at lære menneskene og omgivelserne bag kunstværkerne at kende. I Skåne arrangeres der ofte kunstrunder, hvor kunstnere fra hele regionen åbner deres
ateléer. Det annonceres normalt i god tid i medierne, og man kan i løbet af et par dage tage rundt og besøge forskellige ateliér og udstillinger.” “Nationalmuseum i Stockholm er altid et besøg værd. De har ofte interessante udstillinger. Lige nu har de en udstilling med kunst af franskmanden Pierre Bonnard, som jeg
anbefaler.

ERNST BILLGREN
Alder: 67 år.
Bor Södermalm i Stockholm.
Profession: Kunstner og forfatter.
Familie Hustruen Julia, hunden Chips og to voksne børn – Sigge og Elsa.
Aktuelt: Kunstudstilling på Nationalmuseet, 10. april – 28. september. Scenograf for stykket Gertrude Stein, Gertrude Stein, Gertrude Stein, som til foråret opføres på Dramaten i Stockholm