Vi lærer AI at tale, tænke og trøste som os. Men kan en algoritme bære vores sorg? Oliver Li er præsten, der forsker i, hvad der adskiller en samtale fra et møde, og et menneske fra en maskine.
BILLEDE AI
AI er begyndt at skrive bønner, holde andagter og foreslå trøstende ord. Men i Forsa Kirke i Hälsingland er det stadig et menneske, der står ved alteret.
– AI bliver stadig bedre til at lyde som os. Men netop derfor må vi spørge os selv: hvad er det egentlig, der er så særligt ved at være menneske? Oliver Li er præst i Hälsingland og forsker i religionsfilosofi ved Uppsala Universitet. I sin forskning har han fulgt, hvordan mennesker i stigende grad forholder sig til AI – som hjælp, selskab og undertiden endda som en tænkt partner. Han er fascineret af udviklingen, men trækker en klar grænse:
– Der er ingen hjemme. Du kan få svar, råd, måske endda trøst. Men der er intet
”dig” dér. Og det er netop det, vi længes efter – et dig-møde, ikke bare funktion.
Han refererer til artiklen Yearning for a You af kollegaen Amanda Lagerkvist – en tekst, der sætter fingeren på, hvorfor relationer kræver mere end de rigtige svar. I sjælesorg, påpeger han, sker meget af det meningsfulde i det uforudsigelige i gråden, stilheden, frustrationen.
– Det er så let at reducere møder til informationsdeling. Men relationer er jo ikke logik.
De bærer, de klør, de klinger og klinger igen. Han fortæller om begravelsessamtaler, hvor sorgen undertiden udtrykker sig langt ud over det talte ord. Hvordan kropssprog, blikke og stemninger former rummet. Og han spørger sig selv: kan AI overhovedet opfatte det?
Han mener, at det er en frugtbar vej at se AI som et spejl snarere end en erstatning. Han fremhæver filosoffen Shannon Vallor, som i bogen The AI Mirror foreslår, at vi betragter teknologien netop sådan: som noget, der viser os visse sider – men ikke alle.
En AI kan hjælpe med at formulere en bøn. Men hvad sker der, når nogen beder den? Kan den fyldes med åndelighed
indhold? Det samme gælder for en bønnebog... ordene skal bringes til live.
– Spørgsmålet bliver så: hvad spejles ikke? Og hvad sker der, hvis vi begynder at glemme det?
Samtidig er han ikke teknologifjendtlig. Han mener, at man kunne bruge AI som sparringspartner i tankearbejdet og ser muligheder i at bruge det til eksempelvis som træningsredskab til selvransagelse eller i bønneskrivning.
– En AI kan hjælpe med at formulere en bøn. Men hvad sker der, når nogen beder den? Kan den fyldes med åndeligt indhold? Det samme gælder med en bønnebog… ordene skal vækkes til live. Men derfra til at lade en AI lede en konfirmandlejr er skridtet langt.
– Forestil dig en konfirmandlejr: Er det vigtigste at formidle information? Eller handler det om at være sammen, skabe tillid, føle fællesskab med hinanden og med kirken? Tekniske anliggender i en kirkelig rådssammenhæng, der ville AI
måske bidrage, indrømmer han. Men ikke når det handler om det, der sker mellem mennesker, hvilket også er grunden til, at han er splittet med hensyn til selvhjælpsapps og digitale andagter.
– Tron er ofte noget, vi deler. Den bæres i det kollektive. Apps kan blive et første skridt, men de
fanger ikke alt. At AI kommer ind i kirken, er intet han tvivler på. Ligesom trykpressen, orglet og lydanlægget vil AI også finde sin plads. Spørgsmålet er, hvad vi gør med det.
– Vi er nødt til at tænke over vores egne roller i fællesskabet. Hvad AI ikke fanger, og hvad vi ønsker, en kirke skal være. For når vi spejler os i teknologien, ser vi også det, der ikke er synligt – og det siger måske allermest.
